Allerførst: Man kan ikke definere de enkelte genrer fast og endeligt,
1) fordi overgangene mellem flere af genrerne er flydende, 2) fordi definitionerne
er en slags aftaleforhold mellem læser og forfatter, 3) fordi man ikke
kan sige, at når man en gang har lært én genre at kende, kan man hurtigt
definere de næste ud fra samme kriterier. Genreforhold er altså i høj
grad afhængig af læsemåde og nedenstående er ikke en facitliste.
De traditionelle genrer falder i to store grupper.
Først må man skelne mellem litteratur og ikke-litteratur.
Litteratur er det trykte eller skrevne ord. Det kan omsættes i tale, men bevarer sin materielle form, sin varighed, og er ikke flygtig som mundtlig tale.
Litteratur har fællesskab med tegneserie og billedbog, og grænsen til ikke-litteratur går et eller andet sted ude omkring de matematiske tegnsprog, atomfysikkens ideogrammer og balletpartiturer.
Litteratur kan findes på vers og på prosa. Husk, at det ikke kun er i skønlitteraturen, vi finder vers. I gamle dage var f.eks. geografi- og biologibøger på vers og fx kan reklameslogans også være på vers.
Af gammel vane skelner vi mellem fag- eller saglitteratur og skønlitteratur. Man kunne også skelne mellem fiktion og faktion, og sige at skønlitteratur er det fiktive, og at sag-/faglitteraturen holder sig til det mere faktiske.
Men fx regnes et essay, en rejseskildring eller en dokumentarroman normalt for skønlitteratur, selv om de må siges at tage udgangspunkt i faktiske forhold. Her ser vi altså et eksempel på, at skelnen mellem genrer er afhængig af læsemåde og det underforståede aftaleforhold mellem læser og forfatter.
En anden måde at anskue genrer på er en tredeling:
Læs mere om genrer på: